Mit 40 liters akvarium

Mit 40 liters akvarium

Dette foto er taget få dage efter at det er plantet til - derfor ser indretningen lidt tumpet ud, da planterne endnu ikke har fået deres rette størrelse - se senere under beplantning.

Akvariet er på 40 liter, og har de spændende mål: 80 X 20 X 25 cm., hvilket er perfekt til små livlige stimefisk. Det er bygget ind i en stort sko-skab, som også indeholdt en anseeligt kvantum dame-, og pigesko...

Et lille udsnit af skoskabet, hvori akvariet er indbygget. Akvariet er på fotoet endnu uden baggrundskasse.

Skab med indbygget 40 liters akvarium

Teknik:

Der er ikke så meget at sige om teknikken, udover at filteret er et gammelt Eheim 2011 spandfilter, som yder ca. 300 ltr/t. Det står i skabet under akvariet, og løftehøjden reducerer ydelsen så tilpas meget, at det passer til akvariestørrelsen. Alligevel er der så meget vandbevægelse i akvariet, at fiskene elskede det..!

forfilter rørføring

Slangeføringen er lavet med haner og pvc-rør, så man kan se at det er en smed som har lavet det (hvis man altså åbner låget). Indsugningen er forsynet med en svamp som forfilter, så jeg ikke behøver at rense filteret så tit. Det bakteriologiske miljø i spandfilteret bliver optimalt og får længere levetid.

Desværre kunne jeg kun få svampen i denne cremehvide farve, og den er således meget svær at skjule ordentligt.

Lyset er en længere historie fuld af genvordigheder: For det første er akvariets længde på 80 cm. en krepérlig størrelse. Et 20 watt lysstofrør er kun 60 cm langt, og et 30 watt er 90 cm. langt.

lampe

Jeg kom dog i tanke om at jeg havde nogle vandtætte fatninger til lysstofrør liggende (Arcadia), og ved at bore nogle ø35 mm. huller i hver side i skabet, kunne jeg lade røret stikke igennem disse sider.

Selve armaturet måtte jeg jo så lave selv (selvom det er knald-ulovligt!), og jeg besøgte utallige el-installatører for at få en transformer til 30 watt - men det var aldeles forgæves...

På vejen hjem efter denne frugtløse elinstallatør-tour, kom jeg tilfældigt forbi en-eller-anden Frikirke, som havde en genbrugsbutik som var åbent. Her fandt jeg mit længe søgte armatur, og så var det billigt :o)

lyskassen

Hele herligheden set fra oven. Lysstofrøret er placeret lidt foran midten, så de bagerste planter kan trække lidt frem mod beskueren.

Dekoration:

Udover alle planterne er dekorationen bestående af trærødder. Jeg fandt 2 "flade" trærødder, som nærmest var skåret, og dem limede jeg fast i hver ende af akvariet med sort silicone. Derved fjernede jeg "spejlene" i begge ender.

Derudover er der en lang liggende trærod (som man endnu ikke kan se ordentligt for de høje forgrundsplanter - se senere), samt en "stående" trærod, hvor der med fiskesnøre er bundet en lille tot Javamos.

Baggrundskassen er lavet af flamingo, som er "grundet" med flisemørtel, og senere pålimet sphagnum-"støv" med polyethanlim.

Du kan se hvordan jeg laver dette sphanum-"støv" i et artikel-afsnit HER

baggrundskasse med cement
baggrundskasse med spahgnum

Planterne:

Der er ret mange planter i akvariet, for at sige det mildt. Indkøbslisten så således ud:

1 potter: Limnophila sesseliflora (1)
2 potter: Rotala spec. "Nanjenshan" (2)
2 potter: Cryptocoryne wendtii Green (3)
2 potter: Cryptocoryne wendtii Brown (4)
5 potter: Cryptocoryne parva (5)
12 styks: Cryptocoryne pondenterifolia (6)

Derudover havde jeg selv:

2 stk: Cryptocoryne crispatula var. balansae (7)
1 stk: Nymphaea lotus (8)
1 tot: Javamos (9)

(Tallene i parantes svarer til tallene i nedenstående skitseplan).

plante-plan

Af én eller anden grund er den lave Cryptocoryne parva, den højeste plante i emers form, så de første måneder ser interiøret lidt tumpet ud.

Cryptocoryne pondenterifolia´erne fik jeg foræret, da de var ædt så meget ned, at de ikke kunne sælges - de lignede ingenting..! Men heldigvis er Cryptocoryne´r jo næsten ligesom Rabarber: Der skal blot en lille rodklump til, så skal der nok komme en plante :o)

Opfølgning:

40 liters akvarium juni 2007

Akvariet d. 15. juni 2007

40 liters akvarium juli 2007

Akvariet d. 23. juli 2007

40 liters akvarium november 2007

Akvariet d. 10. november 2007 - Foto: © Jesper Taustrup

Herefter blev der ikke taget flere fotos af akvariet, og et års tid efter sidste foto, blev akvariet lukket ned...

powered by FreeFind