Mit første møde med De Grimme Slipses Klub

Dette handler om hvorledes jeg blev indrullet i DGSK´s hær af slipsebærende brødre, hvis æreskodeks næsten ligger på linie med samuraiernes i 1700-tallets Japan...

Tjah, jæ´ ve´ sgu ikk´ - en Maj-lørdag syntes hende som jeg delte indbo med, at jeg trængte til lidt frisk luft. Hos hende var der som regel ikke langt fra tanke til handling, så jeg blev "venligst" og bestemt overtalt til at tage en skjorte og et slips på min Schwarzenegger-lignende overkrop, og blev derpå nærmest puffet ud i den røde.

Hun skulle nok sørge for, at jeg kom lidt ud – jeg skulle så sandelig ikke sidde derhjemme og hænge.

Jeg havde ellers indkøbt en lille "kasse" udsøgt øl, som jeg havde planlagt at hygge mig med i løbet af weekenden, men den var blevet pakket ned i en plasticpose – så er den nemmere at slæbe rundt på, proklamerede hun - og husk at få posen og flaskerne med hjem..!

Jeg kan huske, at jeg tænkte ved mig selv, om hele denne seance måske var for det, at hun trængte til at smække fødderne op på sofabordet uden forstyrrende elementer i huset..?

Nåmenaltså – jeg blev læsset af et sted ude i Frederiks Allé, og helt alene stod jeg så der med mit fine slips flagrende i den stride danske forårsvind - og jeg anede ikke mine levende råd. Jeg fandt dog en skomagerforretning, som indehavedes af en fyr ved navn Jacob - og der stod at der var åbent. Det var der åbenbart flere som havde set, for der var næsten fyldt op med øldrikkende mennesker.

Han er sgu en flink fyr ham Jacob, tænkte jeg – han sørger da for at dem som skal have lavet sko, ikke tørster mens de venter. Jeg skulle nu ikke have forsålet nogle af mine "ski", så jeg trak lidt ned bagved i mørket

Men se! - der stod jo min gode ven Kurt. Jeg så straks at også han, havde taget skjorte og slips på – gad vide om Tina også trængte til at have sine tæer på sofabordet derhjemme..?

Kurt hilste mig velkommen, og viste mig lidt stolt sin nyanskaffede fadøl. Han så faktisk rigtig glad ud, og udstrålede en sjælden auratisk fred. Jeg ville også have fred i sjælen, så jeg lod som om, at jeg skulle have nye snørebånd, og bad om en øl magen til Kurts.

Mens vi stod der, og fik lidt fred i sjælen, dukkede der endnu en fyr op - også iført skjorte og slips. Jeg kan ikke huske at jeg havde set ham før, men jeg kan huske hvad jeg tænkte om hans kones fødder og deres sofabord - var her tale om en national-feministisk konspiration..? Jeg lod tanken falde - en østrogen-revolutionær front over det ganske land, kunne mit hoved slet ikke rumme.

Da vi på et tidspunkt ikke længere kunne simulere ordrer på skoreparation, var det tid at lufte vores slips. Vi fandt en dør som ikke var låst og entrede noget der godt kunne ligne et undervisningslokale.

Her befandt sig flere personer, hvis koner og samlevere åbenbart prøvede at få blodet til at rende fra fødderne. Plakater, tavler og billeder på væggene, fik mig på den tanke, at her måske var tale om et undervisningslokale - måske en køreskole..?

Men et flygtigt kik på en TV-skærm som løbende viste nogle billeder af nogle løjerlige personer i nogle løjerlige situationer - også iført skjorte og slips - fik mig hurtigt væk fra den tanke - det var i hvert fald ikke så´n jeg husker min teoriundervisning fra fordums tid.

Der dukkede flere og flere personer op - alle iført skjorte og slips. Snakken gik lystigt, og de så ud til at kende hverandre rigtig godt. Jeg trak mig derfor lidt tilbage, og så det hele lidt an, samtidig med at jeg kikkede på alle løjerligheder som udfoldede sig på den føromtalte TV-skærm. Jeg skulle jo ikke så´n blamere mig blandt fremmede - især ikke når jeg er så genert som jeg er...

På et tidspunkt rejste én af disse fyre sig op, og bød alle velkommen. Spagt fik jeg fremstammet et sagte tak, men blev totalt overdøvet af den omkringmigsiddende flok, som nu også kom med tilråb iblandet høj latter. Jeg prøvede også at grine, men fik blot et anonymt smil frem på læberne - jeg ville ikke gøre mig bemærket, for tænk hvis jeg også blev råbt og grinet af...

Nåmen, personen som bød os velkommen, fremlagde en plan for resten af dagen. I denne indgik i første omgang bungee-jump i Horsens, men det blev lavet om til Bowling i Århus. Men pludselig sagde han velkommen til mig direkte, og han vidste endda hvad jeg hed???!!!

Hvad var detteher for noget - hvor havde han mit navn fra? Véd de også hvor jeg bor? Har de mit CPR-nummer, eller er de bekendt med mine kaotiske forhold til både bank og kreditforening..?!

Jeg slog det hen, men spørgsmålet om, om jeg nu også kendte Kurt så godt som jeg i min måske naivitet gik rundt og troede, svirrede hele tiden inde i hovedet. Det var jo åbenlyst, at denne private oplysning var blevet lækket af ham - og til hvem - hvem var disse mennesker?

Og det sluttede ikke her - slet ikke. Uanset hvor anonymt jeg prøvede at "gemme" mig, faldt deres opmærksomhed gentagne gange på min person. Jeg var nu oprigtigt bange - hvad ville de gøre ved mig - spise mig???

På et tidspunkt blev noget der lignede en retro-vase fra 70´erne, købt på et kræmmermarked på Tangkroen, fyldt op med øl og placeret foran mig. Øh, var den mon til mig? Var det meningen at jeg skulle drikke øl af den? Jeg ville ikke fornærme nogen ved at afvise denne gestus, så jeg prøvede at vise min taknemlighed overfor denne gavmildhed, ved respektfuldt at rejse mig for at drikke af denne vase.

ALLE rejste sig i det samme jeg løftede vasen. Jeg tøvede - havde de kommet andet end øl i vasen - og hvad? Jeg tog en dyb indånding, og satte med rystende hænder vasen til munden for at drikke. I det samme satte hele denne slipsebærende skare ud i højlydt og begejstret korsang. Jæ´ blev ski´e forskrækket, og bundede vasen for derved måske at kunne slippe væk så hurtigt som muligt.

Bagefter sad jeg og tænkte at næste udspil i hele denne seance, måtte komme fra mig, og jeg kom i tanke om min pose med øllene. Jeg måtte ofre disse øl, for derved måske formildne denne slipseflok. Nu havde de jo også budt mig, så jeg samlede alle mine indre dæmoner til fælles kamp, og rømmende rejste jeg mig for at hente mine øl.

Da var det, at alles blik blev rettet imod mig - jeg stivnede - sad de på spring for at forhindre mig i at stikke af? Var det nu, at jeg skulle parteres og marineres? Det var helt tydeligt, at der måtte gøres noget - hurtigt - jeg kom i tanke om Allan McNab´s bog, Bravo To Nul, hvor han (Allan) blev taget til fange af Irakiske soldater under Operation Ørkenstorm.

Her forsøgte han (Allan) at formildne sine fangevogtere, ved bla. at ynke sig selv og spille "den lille", men han (Allan) prøvede også at give dem det indtryk, at han ville være venner med dem - blot for at få en minimal chance for at overleve opholdet, og måske igen at komme ud i friheden.

Det første var let nok, men hvordan kunne jeg give disse personager den opfattelse, at jeg ville være én af dem? Jeg rømmede mig endnu engang, og begyndte let stammende at tale til denne "ulveflok". Jeg gjorde meget ud af, at rose dem for deres valg af slips, og foreslog bla. at vi måske skulle tage en tur til Oktoberfest i München - sammen...

Da der var gået nogle minutter (hvor mange véd jeg ikke - jeg var jo igang med en krigspsykologisk operation), hørte mine ord og ideer op, og jeg greb til min sidste mulighed for at komme derfra i live: Mine medbragte øl...

Hurtigt delte jeg ud af øllene, og heldigvis var der nok til at alle kunne få - der skulle jo nødigt være én som skulle tale imod mig under en eventuel rådslagning om jeg skulle ha´ lov at leve eller ej.

Jeg lod diskret mærke til, at denne gestus bekom dem endda særdeles vel - én roste mig endda for valget af ølmærke..! Joh, det så ud til at min (og Allan´s) krigslist virkede, og jeg begyndte så småt at kunne se - om ikke friheden, så ihvertfald livets fortsatte gang..! Jeg fornemmede at en opblødning var på vej.

Det var nu tid for hele flokken at bryde op, og samlet drog vi mod Skolegade, hvor en restaurant havde dækket op til en anseeligt traktement. De var altså gået væk fra ideen om at æde mig? Jeg kunne nu slappe lidt mere af, og jeg prøvede nu af al kraft at være mere på bølgelængde med slipseskaren - det ku´ være at jeg så også kom ud i friheden igen?

I min iver for at være enslydende-, og ydende med denne legion af højtråbende og tilsyneladende totalt sorgløse gruppe, forestår resten af dagen kun i glimtvise billeder - i sort/hvid. Men jeg husker da at vi bowlede, samt ordet, PubCrawl, og ikke mindst konsekvenserne af sidstnævnte...

Det var blevet morgen - jeg var hjemme - jeg var fri - jeg havde overlevet..!

Senere på efterdagen - da der også kom farvebilleder på skærmen - kunne jeg i baklygternes klare skær se, hvad formålet med gårsdagens eskapader havde været:

Man havde sat mig på en psykologisk test - en odyssé udi psykiatriens alleryderste grænser, for at teste om jeg kunne være på bare nogenlunde samme stade (højt eller lavt - det er ligemeget), som disse mennesker.

Idag er jeg fuldgyldigt medlem af De Grimme Slipses Klub, og glæder mig hvergang til næste arrangement - især til igen at være sammen med en flok herlige og evigt muntre brødre, med nogenlunde samme slipse-smag...

Posen og flaskerne..? Åårrhh, - dem glemt´ jeg...

Mit første møde med De Grimme Slipses Klub

Læs også om: