Barndommen

Hvis du ikke gider at sidde og læse denne lange artikel her ved skærmen, kan du ved at klikke på printer-ikonet herover, få en printvenlig version.

Print-versionen bruger 4 stk. A4 sider.

Det skete i de dage...

Det begyndte for næsten 40 år siden – jeg var dengang bare 9 år. Nede på første sal i den opgang hvor vi boede, boede der en jævnaldrende pige ved navn Bettina. Hendes far – Ivan tror jeg nok at han hed – havde fået overtalt fruen til, at Bettina og hendes lillesøster skam ikke havde et rigtigt børneværelse, førend at der var et lille akvarium med fisk og planter og det hele. Jeg selv blev meget betaget af denne undervandsverden, og jeg besøgte da også Bettina (og hendes fisk) ligeså tit jeg kunne komme til det.

Så ville skæbnen, at Bettina´s Platy´er fik unger, hvilket skabte stor røre – ikke bare hos Bettina og jeg – men også hos hendes far. Faderen så nu en mulighed for at udbrede kendskabet til akvariehobbyen, om ikke andet, så til mig..! Jamen, jeg ville da gerne have fisk hjemme hos mig selv (Jeg nægter simpelthen at tro, at faderen med hans tilbud, kun havde for øje, at begrænse mine besøg hos hans datter).

Et rødbedeglas blev hurtigt rengjort, og der blev puttet lige nok grus i, til at holde på et par stængler Vandpest. 3 små nysselige Platy-unger fik nu et nyt hjem, og stolt fragtede jeg dette for mig nye univers, op på 4.de sal hvor vi boede. Da jeg var alene hjemme, havde jeg frit slag med hensyn til placeringen af mit ”akvarium” – nemlig ovenpå det gamle His Masters Voice – fjernsyn, som så mange havde dengang.

I en af boligblokkene i kvarteret var der en stribe butikker, og sandelig om ikke der en dag åbnede en lille dyrehandel i en af dem. Jeg fik mig hurtigt plaget penge nok til, at jeg kunne købe mit første akvarium – et lille 7 liters af plastic. Jeg fik nogle Cryptocoryne nivelli, hed de dengang – nu hedder de C. willisii – af en klassekammerat, og sammen med 3 Neonfisk og de føromtalte Platy-unger, havde jeg nu et rigtigt akvarium.

Det første rigtige "store" akvarium

Der gik nogle måneder – hvor mange kan jeg ikke huske – men der gik nok til, at jeg havde fået skrabet penge nok sammen til et rigtigt akvarium på hele 60 liter, hvilket var et rigtigt stort akvarium i de dage. Det var så stort, at jeg (og min mor) ikke selv kunne fragte det hjem i bussen, men den flinke dyrehandler lovede at levere det hjemme hos os kvit og frit – men for de 90 kr. som det kostede, manglede det da vist også bare.

Dyrehandleren blev senere en af mine gode venner, og der er sikkert mange som kan nikke genkendende til navnet Hartvig og hans dyrehandel i Vestergade 7 i Århus nemlig Tropefisken.

I denne dyrehandel tilbragte jeg en hel del tid, hvor jeg bare gik og kiggede på de mange forskellige fisk, som Hartvig ikke var bleg for at bestille hjem. Det kan godt være at de ikke solgte lige godt alle sammen, men Hartvig skulle have dem hjem alligevel, for han syntes jo selv at mange af dem var spændende og flotte.

Nu var vi jo fattige i mit barndomshjem, så akvariet synede jo ikke af meget de første mange uger. Jeg fik et job hos den lokale bager, med at gå med morgenbrød inden jeg skulle i skole. Lønnen lød på det svimlende beløb af 15 kr. om ugen, og efter 2 uger drog jeg mod Tropefisken i Vestergade for at hente noget indhold til akvariet.

Hartvig overtalte mig til at bruge penge på planter først, og så siden hen når jeg havde fået løn igen, kunne jeg så begynde at købe fisk (klog mand..!). Men planter var dyre (også dengang), så jeg brugte det meste af min 14-dages løn (jeg skulle jo også hjem igen med bussen hvilket dengang kostede 90 øre), bare på planter.

Én ting er sikkert – jeg var ikke i noget som helst kridthus hos mine forældre, da jeg indrømmede at jeg havde brugt en 14-dages løn, bare på planter.

En stille periode

Nu kom der en stille periode i min hobby – der gik en del år, hvor jeg bare passede mit akvarium, og lånte bøger på biblioteket. Jeg skiftede indholdet i akvariet når jeg kom til penge, eller byttede/solgte fisk hos Hartvig når mine unger blev store nok – dengang var dyrehandlerne ikke så betænkelige ved at købe hjemmeopdrættede ungfisk af akvaristerne, heller ikke af de ungefødende arter.

Nu kom der en ny dreng i klassen, og en dag jeg kom hjem for at se hvordan han boede, opdagede jeg at han også havde et akvarium på værelset. Det var på bare 45 liter, men det var utroligt flot. Han indrømmede at hans far havde hjulpet ham med opstilling og indhold, for hans far var også engang blevet bidt af en bidsk akvariefisk.

Jamen, har han da også akvarium – og i stuen? Dengang troede jeg at akvarier kun hørte til på børneværelset, og det at en voksen mand havde et akvarium stående, var for mig en utrolig tanke. Faderens akvarium havde nær taget pusten fra mig – det var på ikke mindre end 200 liter, og hele bunden var dækket af en tæt skov af Cryptocoryne affinis. Ovre i det bagerste hjørne stod en enkelt Vallisneria, kan jeg huske. Der var Neonfisk nede blandt stænglerne, og som en sand majestæt svømmede der en kæmpe Slørscalare rundt over Cryptocoryne-skoven, som om den ejede det hele.

Ha..! – det er da ikke noget, proklamerede min nye klassekammerat – så skulle du bare se naboens akvarium – eller rettere, akvarier. Denne ”vanvittige” nabo havde et helt værelse fyldt med akvarier. Hele vejen rundt på væggene, var der akvarier i 2 eller 3 etager, og akvarierne var fyldt med opdræt og legende fisk.

Men det blev ikke ved det – i stuen havde han et 350 liters akvarium…! Jeg kan huske, at der var 6 sorte Scalarer, en stor stime Lygtetetra´er, og helt omme ved bagruden ved bunden, havde et par cichlider gang i noget æglægning på en trærod. Jeg var målløs, og akvariet vil jeg med garanti huske resten af mine dage.

Pladsen i villaen på Aprilvej i Hasle blev dog for trang for denne vanvittige nabo. Han flyttede til Østbirk, hvor han startede et stort opdrætsanlæg og han importerede/eksporterede akvariefisk i den helt store stil. Mange kender ham som Henning Hansen og hans forretning hed Dansk Hobby Fisk Aps. Dengang anede jeg ikke hvem han var, men det skulle vise sig, at jeg skulle støde på ham igen senere i mit akvaristiske liv.

1978

1978 var et meget specielt år, idet jeg havde fået en lære(praktik)plads som smed på en stor varmekedelfabrik. Jeg tjente nu "rigtige" penge, og den længe nærede drøm om mere end et akvarium, skulle nu blive til virkelighed.

En dag hvor jeg var på montagearbejde på en varmecentral, tilbød en af boligforeningens kedelpassere mig 2 stk. 50 liters akvarier for 100 kr. Et tilbud som jeg ikke kunne sige nej til, og jeg kan huske at det var de første siliconelimede helglasakvarier, som jeg kom til at eje. Jeg kan kun huske, at der i det ene akvarium, kom til at gå nogle Tanichthys albonubes (Hvide Sky) i en tæt skov af Egeria densa (Vandpest).

Akvariet havde fået lov at stå i nogle uger, hvor jeg bare fodrede, og en dag hvor jeg var blevet lidt seriøs og kiggede ind i akvariet, var det fyldt med små ”Røde Neon” – ja, det lignede de sgu´..! Det skulle vise sig at være mit første ”opdræt” af en æglæggende fiskeart.

Jeg blev nu for alvor vækket. Selvom burhøns også lægger æg, måtte jeg have gjort et eller andet rigtigt. Det blev nu for alvor tid til at bruge rigtigt ”mange” penge på hobbyen.

For Gud véd hvilken gang, drog jeg af sted til Vestergade, ned til Hartvig i Tropefisken, for at se hvad han kunne tilbyde af ”store” akvarier. Det blev til et 198 liters akvarium til 419 kr. og det blev mit første akvarium med eloxeret aluminiums-ramme – noget som var gået hen og blevet største mode indenfor akvariedesign (moden holder dog stadig..!).

Bordet og lampen kan jeg ikke huske hvad kostede, men jeg kan huske at de dele først blev indkøbt for den næstkommende lønseddel. Det eneste jeg kan huske af indholdet i akvariet – som jo selvfølgelig blev et selskabsakvarium, da det skulle stå i stuen, (mit værelse var jo allerede "fyldt op" med akvarier) – var en stime Gymnocorymbus ternetzi (Sort tetra) og nogle Xiphophorus maculatus (Rød Wagtail-Platy) og af planter var der med sikkerhed nogle Vallisneria americana (gigantea) (Kæmpevallisneria).

I 1980 flyttede jeg hjemmefra, og det eneste som jeg tog med mig af akvarier var 200 literen. Der er ikke så meget andet at sige end, at akvariet jo blev lagt om ved flytningen, og ved den lejlighed fik jeg mine første cichlider som var Aequidens maronii (Nøglehuls-cichlide) – først senere fik jeg Scalarer..! Nøglehuls-cichliderne lagde for øvrigt æg på en trærod, men der kom ingen unger ud af det.

Mine første Scalarer

Sensommeren 1980 flyttede vi tilbage til Århus, og akvariet blev endnu engang lagt om, bla. med nye fisk, og blandt dem var mine første Scalarer som var af den marmorerede type. Jeg havde indkøbt 5 stk. og det var oprindeligt meningen at de skulle være sorte, men dem havde Hartvig ingen af – og så må man jo ”nøjes”..! Meningen med at købe hele 5 stk. var ikke at der skulle dannes par, men jeg havde jo stadig billedet i hovedet af Henning Hansens 6 sorte Scalarer i hans store akvarium, og det var det som jeg ville efterligne. At der så blev en del uro og tumult, da de dannede 2 par og en taber, er en helt anden historie.

I efteråret 1980 fik jeg som nyudlært smedesvend arbejde som skibsbygger på Dannebrog værft. På dette værft havde man et fredags-spil som hed Døde Duer. Man skulle gætte to tal mellem 1 og 20, og fandt man den rette kombination, kunne man vinde et eller andet beløb.

Jeg var så heldig en fredag at vinde næsten 1000 kr. og da jeg kom hjem og skulle fortælle den glade nyhed til samleveren, opdagede jeg at der var hele 2 ting at fortælle – nemlig at Scalarerne også havde lagt æg på et Sværdplanteblad. Jeg ringede fluks til Hartvig, og vi aftalte at mødes efter aftensmaden.

Hartvig havde fundet noget litteratur frem til mig om kunstig opdræt af Scalaren, som jeg skulle læse først (klog mand..!). Efter den litterære indlæring, blev der handlet akvarium, luftpumpe og Liquid-fry som var en nyskabelse dengang – jeg havde jo vundet en hulens bunke penge, så Hartvig skulle bare sige til, hvis der var noget som jeg skulle bruge til opdrættet.

Uden at tænke videre over det, jog jeg begge hænder i akvariet for at nippe plantebladet med æggene af, og en ”smerte” jog pludseligt gennem min ene hånd – jeg blev ski´e forskrækket og trak en særdeles arrig Scalare-han næsten fri af vandet, idet han havde bidt sig fast i min hånd. Efter denne forskrækkelige oplevelse var jeg meget mere forsigtig, og ved forsøg nummer 2, holdt jeg øje med ham.

Så snart han så min hånd nærme sig hans æg, vrikkede han i små sæt mens han for hver sitren lagde sig mere og mere vandret på siden. Først når han lå helt vandret startede han turboen og for frem mod min hånd, som jeg ikke var sen til at trække op i det fri. Det lykkedes ved det 3.die forsøg at passificere ham i et fangstnet, og bladet med æggene blev forsigtigt gennet ind i et syltetøjsglas, og videre over i det nyindkøbte akvarium.

Opdrættet blev dog ikke til noget, idet æggene skimlede. Men parret var ”guld” værd, idet de efter nogle få uger igen lagde æg. Nu valgte jeg at lade dem passe æggene selv – men heller ikke denne gang blev der unger ud af det. Men snart var der æg igen, og denne gang gik det lidt bedre med pasningen af afkommet. Da ungerne blev fritsvømmende fangede jeg en 10 – 15 stykker op, og puttede dem over i en fødekasse, som hang i akvariets kant. Jo, jeg må indrømme at jeg i min daværende uvidenhed havde investeret i et sådan toturinstrument, hvis eneste succes beror på ekstremt stress hos en højgravid ungefødende Tandkarpe, når hun pludselig får trange kår.

Resten af ungerne fik lov at gå hos forældrene, men de blev hurtigt ædt af akvariets andre beboere. Ungerne i fødekassen overlevede heller ikke – jeg må have været for god af mig med Liquid-fry´en, for en dag jeg kom hjem fra arbejde hang de døde unger i nogle mærkelig tråde som lignede skimmelsvamp. Snart lagde parret igen æg, men jeg lod det hele være. Parret blev bedre og bedre til at passe på afkommet, som levede længere og længere for hver gang.

Jeg blev nu indrullet i den Danske hær, og havde ikke tid til "vanskelige" opdrætsforsøg, og da vi i foråret 1982 flyttede til Tilst ved Århus, døde mit Scalare-par – de klarede ikke flytningens strabadser, og en æra var slut...