Oxycirrhites typusBleeker (1857)

Koralrevene huser ikke bare et væld af smukt farvede fisk, men også fisk med et lidt mere specielt udseende. Oxycirrhites typus hører så absolut blandt disse.

Oxycirrhites typus

Oxycirrhites typus tilhører familien Cirrhitidae, som huser ikke mindre end 34 arter fordelt på 12 slægter. De populære fællesbetegnelser for disse fisk er Høgefisk eller Koralvogtere, og det er ikke uden grund.

Overalt hvor de findes kan man se dem sidde højt placeret på en sten eller på en koral støttende på deres bugfinner, lurende efter et intetanende bytte.

Et lille krebsdyr eller en lille fisk, bliver lynhurtigt slugt hvis den kommer for nær disse "høge".

De fleste arter af koralvogterne er udbredt i Indo-Pacific, men familien er også repræsenteret ved Karibien, Ascension Island som ligger midt i Atlanterhavet, og endelig ved Vestafrika's kyster.

Oxycirrhites typus er den mest udbredte koralrevsfisk overhovedet, da man kan finde den lige fra Det Røde Hav, Østafrika, i det meste af Det Indiske Ocean, i Stillehavet helt frem til vestkysten af Mellem-amerika ved Panama.

Oxycirrhites typus er med sit lange "næb" og langstrakte krop, ikke repræsentativ for sin familie. Men de små "hår" (Cirrus) afslører dens familieforhold, da alle arterne har disse siddende for enden af de 10 forreste pigfinnestråler i rygfinnen. Hos nogle arter er de dog mindre synlige end hos andre.

De fleste koralvogtere bliver bare 6-15 cm. lange og Oxycirrhites typus kan blot opnå en længde af 10 cm. Dette, sammen med at de er hårdføre, smukke og ikke mindst har en interessant adfærd, gør at de er velegnet til selv et "mindre" koralrevsakvarium.

Dog er de ekstremt territoriehævdende, og en artsfrænde bliver nådeløst jaget bort, og kan den ikke komme langt nok væk, ender det mildt sagt tragisk. Et akvarium skal op på mindst 400 ltr. med masser af gemmesteder, inden man overhovedet tænker på at holde mere end én fisk af samme art.

Oxycirrhites typus lever et "ensomt liv" på store dybder, idet man aldrig kan støde på den på lavere vand end 10 meter. Sædvanligvis finder man den på dybder over 30 meter, ja endda helt ned på ca. 100 meters dybde. Her findes den i de stejle revkanter mod havet, hovedsageligt "siddende" nær store Hornkoraller (Gorgonier) og Sortkoraller (Anthipatharia).

I akvariet tager den dog til takke med andre koraller som Læder- og Stenkoraller, og akvariet behøver selvsagt heller ikke at være 30 meter højt!

Oxycirrhites typus er en nysgerrig fisk, som hurtigt falder til i et velindrettet koralrevsakvarium. Dog skal man regne med at den i starten er meget sky, men den bliver efterhånden så modig og tam at den hurtigt lærer at tage foder direkte fra akvaristens hånd.

Med en glubende appetit spiser den næsten alt hvad man byder den: Plankton, mysis, røde myggelarver, etc. - ja, også tørfoder sluges. Dog skal man ikke lade sig narre af dens lange smalle mund - den er ikke specielt beregnet til småt foder - man overraskes nemt over hvad denne mund egentligt kan gabe over af fisk og krebsdyr.

Man må derfor være yderst opmærksom på hvad man vælger af "bofæller" som selskab til Oxycirrhites typus. Det er ulig nemmere med lidt planlægning, end at skulle fange en fisk op af et fuldt indrettet koralrevsakvarium..!

Den som endnu har plads i sit koralrevsakvarium, og som støder på denne fisk eller dens familiemedlemmer, burde unde sig selv den oplevelse det er at holde en koralvogter. De er heldigvis ikke så sjældne i handlen, og en 6-7 arter møder man ofte.

Dem man oftest møder i handlen er foruden Oxycirrhites typus, Cirrhitops fasciatus og Neocirrhites armatus.


Etymologi:

Oxycirrhites:
oxy: af oxys [græsk] = skarp, stiv, hård
cirr: af cirrus [latin] = filamenter, børster, udvækster
hites: af hirtus [latin] = kort

- Altså noget i retning af: Med korte stive børster, hvilket refererer til de små børster som sidder for enden af de 10 forreste pigfinnestråler i rygfinnen.

typus: [latin] = type

powered by FreeFind

Det er tilladt at låne artikler, fotos, og tegninger her fra falz.dk
Læs lånebetingelserne
 

Download:
Denne artikel fylder ved download, ca. 2 sider i A5-format, med en skriftstørrelse på 10 pkt. Times New Roman
- uden billeder..!
Fotos og tegninger skal hentes/lånes separat, og fås derved i en bedre kvalitet.
Dokumentet er i Word-format.
KUN for redaktørere..!

Download artikel
 

Udskrift:
Artiklen bruger 2 stk.
A4 sider - incl. billeder.
Tilladt for alle..!