Moenkhausia pittieriEigenmann (1920)

Diamant-tetra´en kaldes den også, hvilket man så udemærket forstår, når man ser en flok fuldvoksne fisk i et veltilplantet akvarium.

Mere sjældent end tit og ofte, kan man i forretningerne støde på denne lille Sydamerikanske karpelaks. Hvorfor? Det skyldes måske, at forhandlerne får dem hjem i 2.5 - 3 cm. størrelse, og da de fleste akvarister er "farveglade", løber de som regel let henover akvariet med Diamant-tetra’ erne.

Nuvel,- de grå "klatter" råber ikke ligefrem efter ens opmærksomhed, og den akvarist som ikke kender fisken, kan have svært ved at forstå hvorfor den har fået lige netop dette populærnavn, for man kan nemt finde et flot og farverigt emne i akvariet ved siden af akvariet med "diamanterne". Men leder man efter en fredelig, fordringsløs, sjov og utrolig smuk fisk, snyder man sig selv, hvis man springer diamant-akvariet over.

Når fiskene er kommet hjem i akvariet, og vokset lidt til - og det går stærkt ved god fodring og hyppige vandskift - begynder diamanterne så småt at dukke op. Og det gode ved det er, at der kommer nye diamanter lige så længe fisken lever, så den bliver bare flottere og flottere med alderen.

Disse guldlysende pletter sidder i kanten på nogle af skællene, og det giver et flot sammenspil, med øjets øverste iris, som er metallisk rødt skinnende. Ellers er kroppen nærmest grå, men gat,- bug- og rygfinnerne er sart lyserøde med en hvid forkant.

Man kan i visse bøger og blade læse, at en svag belysning, flydeplanter samt et mørkt bundlag, er en forudsætning for at få fiskenes farver frem - DET ER USANDT..! Diamanterne og fiskens øvrige farver er tydelige at se i velbelyste akvarier.

Nej, det gælder om at give dem trygge omgivelser i form af plantetykninger og eventuelt trærødder, hvor de kan trække sig tilbage, hvis noget truer dem (f.eks. akvaristens net eller hans næse på ruden). Akvarier uden sønderlig indretning, gør fiskene utrygge og derved bliver de blege - nøjagtig ligesom henne i akvariebutikken..!

Hannens rygfinne bliver med alderen længere og længere, og får nærmest form som en lang spids vimpel. Det samme gælder i næsten samme grad for hans gatfinne. Oven i det hele får man, under hannernes harmløse men hektiske territorialkampe, et flot skue, når de svajer rundt og sitrer med alt hvad de har af finner - næsten som en japansk geisha, blot i et andet tempo.

Ved god pleje - dvs. hyppige regelmæssige vandskift og rig, afvekslende fodring, ikke mindst med levende foder, kan Diamant-tetra´en blive 4,5 - 5 cm., hvor den hjemme i Valencia-søen i Venezuela bliver omkring 6 cm. Den er det man kalder for en betinget stimefisk, dvs. at nok stimer den ikke som de rigtige stimefisk, men den har det bedst sammen med artsfæller i en stor flok på mindst 10 stk. Alene eller sammen med én artsfælle, gør den sløv og troen på livet forsvinder ligeså stille.

Den går for at opholde sig i den nederste 3.die-del af akvariet, men jeg oplever den som meget alsidig i den henseende. Nok skal akvariet være forsynet med skjulesteder som førnævnt, men den holder særdeles meget af fri svømmeplads at boltre sig på. Det kan derfor ikke anbefales, at akvariet har en længde på under 100 cm.

Den æder alt hvad man smider i hovedet af den, men snyd den ikke for levende foder en gang i mellem.

Regnskovsfisk med lysende farver og pletter, har ry for at være vanskelige at opdrætte, men det er ingenlunde tilfældet med Diamant-tetra´en, idet den næsten laver sig selv. Jeg har selv oplevet at finde en unge, nogle uger efter at ha´ fjernet en stime fra et midlertidigt opholdsakvarium.

Den kan derfor varmt anbefales til akvarister som går og leger med tanken om at forsøge sig med et opdræt af karpelaks. Med Diamant-tetra´en får man mange erfaringer udi karpelaks-opdræt, uden at det fører til at den vordende opdrætter smider rundt med møblerne og taler grimt til sine børn, samt sparker ud efter andre husdyr (hund, kat, hamster o.lign.).

Et 2-ugers adskilt par, som i "karantæneperioden" er fodret godt, sættes over i et ca. 50 ltrs. akvarium, med 50% opholdsakvarievand og 50% postevand. Temperaturen bør ligge omkring 26-28^oC. Legeakvariet bør stå en lille uges tid med luft, og skal være proppet så meget med fintløvede planter af Hornblad-typen, at der bare er ca 5 cm. fri vandstand ved bunden - en bund der selvfølgelig er uden egentligt bundlag, men gerne med hasselnødde-store sten, som eventuelle æg kan falde beskyttende ned imellem.

Der kan gå nogle dage inden fiskene leger - men de leger..! I denne lange ventetid er det særdeles klogt ikke at fodre fiskene på grund af bakteriefaren. Straks efter legen, fjernes fiskene, og akvariet afskærmes mod for kraftigt lys.

På ca. 6te-dagen er de ca. 100 unger (normal kuldstørrelse) fritsvømmende og meget sultne. Infusorier og mikro-orm er gode foderemner, men snart skal de have noget større i form af nyklækkede artemia og evt. frosne bosmider. Men ikke længe efter kan de få det samme som de voksne fisk.

Selvom unge-antallet synes stort, er ungerne dog ingenlunde svære at komme af med - tværtom..!

Etymologi´en

Moenkhausia: Efter William J. Moenkhaus ved Museo Paulista i Sao Paolo.
pittieri: Efter den "amerikanske" biolog, Henri Pittier (1857 - 1950).

Valencia-søens data:

Valencia-søen (Lago de Valencia) er med en overflade på 350 km², Venezuelas næststørste sø.

Den rummer 6.300.000.000 liter vand (ca.), og har en max.-dybde på 38 mtr. Gennemsnitsdybden er 18 mtr. og temperaturen svinger mellem 25,9 og 28,8^oC ved de første 5 mtrs. vanddybde.

Den har 117 km. kystlinie, og ligger 400,8 mtr. over havets overflade.

Af flydeplanter kan man bla. finde Eichornia crassipes (Vandhyacint), Pistia stratiodes (Søsalat), og Nympheae spp.

Af vandplanter findes Najas marina, N. guadalupensis, og Potamogeton sp.

Grundet massiv forurening er den kraftig plaget af alger, og sigtbarheden ligger på blot 1,45 - 2,2 mtr., pH-værdien er helt oppe på mellem 8,7 og 9,1 så søens tilstand betragtes som særdeles kritisk..!