Hasemania nanaLütken (1875)

Kobbertetra, kaldes den populært, og den er i sandhed som et stykke ædelt metal. En lille hårdfør fyr fra Sydamerika, som kan bringe stor glæde, men så sandelig også frustrationer i det lille hjem.

En prægtig han i et smukt sving...

Taxonomi:

Som andre "kære børn" har Hasemania nana også haft sine navne gennem tiderne. I gamle bøger og blade kunne man finde den under navne som Hemigrammus nanus og Hasemania marginata. Jacques Gery henførte, i en omfattende revision af karpelaksene, fisken til Hasemania-slægten.

Orden: Characiformes
  Underorden: Characoidei
    Familie: Characidae
      Underfamilie: Tetragonopterinae
        Slægt: Hasemania (Ellis, 1911)
          Art: nana

Synonymer:
Tetragonopterus nanus (Lütken, 1875)
Hemigrammus nanus (Lütken, 1875)
Hasemania marginata (Meinken, 1938)

Populærnavn: Kobbertetra

Hasemania-slægten indeholder 5 arter:
Hasemania crenuchoides (Zarske & Géry, 1999)
Hasemania hanseni (Fowler, 1949)
Hasemania maxillaris (Ellis, 1911)
Hasemania melanura (Ellis, 1911)
Hasemania nana (Lütken, 1875)

Etymologi:

Hasemania: Til ære for den amerikanske indsamler, John D. Haseman
nana: Lille

Levested

Som størsteparten af de karpelaks vi holder i vores akvarier, kommer også Kobbertetraen fra Sydamerika, hvor den både er at finde i floderne San Franciscos og Rio des Vellas mørke vande, samt i det klare vand i søen, Lago Santa - alt sammen beliggende i det Sydøstlige Brasilien.

En Heinrich Roese (en tysker ud fra navnet at dømme) bragte Kobbertetraen til Hamborg i 1937, og blev her hurtig populær - både på grund af dens farver, men mest på grund af at den var nogenlunde let at opdrætte. Disse succesfulde opdræt bredte den hurtigt til resten af Europa, og den dag i dag er det stadig almindeligt at finde Kobbertetraen hos sin lokale dyrehandler.

Udseende

At den stadig er en populær tetra, skyldes blandt andet dens størrelse som er opgivet til 4,5 - 5 cm, dog er det sjældent at man støder på eksemplarer på mere end 4 cm. Men fiskens farver er også en væsentlig faktor, som man ikke kommer uden om. Især den slanke han i legehumør (hvilket han er i 90% af tiden), er særdeles smuk med hans metallisk stærkt gulbrune farve, som jo ligger til grund for dens populærnavn.

Hunnen er da også meget pæn, og kan bl.a. kendes fra hannen ved at have en fyldigere bug og en højere ryglinie. Hendes farver er lidt mere sporadiske, idet de går fra gul til olivengrøn.

Begge køn er forsynet med en aflang sort plet som går fra midten af halefinnen, og frem på bagkroppen og i nogle tilfælde helt hen forbi det bagerste af gatfinnen. Over og under denne plet finder vi ved haleroden en blålig hvid plet, og det samme finder vi i spidserne på ryg- hale- og gatfinnerne. Alle finnerne er desuden transperant brunlige, og modsat de fleste karpelaks som vi holder, mangler Kobbertetraen fedtfinnen.

Adfærd

Ikke nok med at man glædes over Kobbertetraens størrelse og farver, men dens enorme svømmeglæde kan også gøre en og anden blød om hjertet (og frustreret). Den er en særdeles livlig svømmer, som ikke behøver mange sekunders hvil, før den igen er klar til at jage hunner og tage kampen op med konkurrerende hanner.

Den hører til kategorien stimefisk, og det kan da også godt være at de samler sig i en stime når de jages af en stor rovfisk, men jeg vil meget hellere kalde den en flokfisk. Dermed er ikke ment, at man kan nøjes med at holde nogle få eksemplarer (f.eks. 6 stk.) Næh. Vil man have glæde af Kobbertetraen skal man op på en 12-20 stykker, alt efter akvariets størrelse (længde). Den er altså ikke for to-af-dem-og-to-af-dem-akvarister, idet en sådan disposition vil medføre sky og sløve fisk som ingen som helst har glæde af.

Den er i litteraturen henført til det mellemste vandlag i akvariet, men dens store svømmeglæde og jagen rundt med artsfællerne, spreder den hurtigt til hele akvariet. Denne adfærd gør, at man hurtigt stempler den som en gadedreng, og man spekulerer ofte på om den ikke nærmere skulle have været i familie med Barberne.

Den er med denne "forfølgelsesadfærd" totalt respektløs når det gælder andre tetras små territorier i akvariet, og den kan derved, få timer efter at den er søsat i akvariet, fuldstændig splitte en harmonisk opdelt fiskesamling ad.

Har du nogensinde set stribede øksefisk opholde/gemme sig ved bunden, samtidig med at 20 Rosentetraer i panisk angst leder efter et foderhul som de kan flygte ud igennem? Måske ikke - men det har jeg..! Jeg skal her undlade at gengive de mange ukvemsord der føg gennem den ellers så rolige atmosfære som kendetegner min dagligstue, da jeg prøvede at fange disse "famøse" fisk op af mit - dengang - veltilplantede akvarium.

Jeg kan blot berette, at det våde på armene skyldes vandet fra akvariet, mens det fugtige islæt i håret, i ansigtet og på tøjet var opstået af sved, godt blandet op med raseriets tårer. Frustrationerne bliver enorme, når man ser sit hidtil flotte akvarium mangle 3 cm. vand og det resterende er brunt grumset, samt at de fleste planter ligger og flyder - ikke bare i vandoverfladen, men også på stuegulvet..!

Mit råd er derfor, at man skal sørge for at Kobbertetraens bofæller så absolut skal være af samme størrelse og ikke mindst sind. Det kan ikke nytte noget at sætte den sammen med f.eks. de rolige Neonfisk - ej heller skal man forsøge at bruge Kobbertetra som prygelknabe til Dværgcichlider af f.eks. Apistogramma-slægten, idet de ikke formår at holde dem stangen. Kobbertetraens alsidige menukort inkluderer blandt andet også cichlideyngel..!

Akvarieforhold

Akvariet til Kobbertetra skal være stort, og i det her tilfælde er stort = langt. En meters penge bør være minimum, hvis fiskene skal kunne udfolde sig optimalt. Og så skal der være masser af svømmeplads, dog må der ikke mangle skjulesteder i form af tætte plantetykninger, idet hunnerne og de "kuede" hanner skal kunne puste ud en gang imellem.

Indeholder plantebestanden fintløvede planter, er det ikke usædvanligt at se fiskene lege i selskabsakvariet, men resultaterne heraf bliver sædvanligvis lig 0.

I selskabs/opholdsakvariet stortrives Kobbertetra i ganske almindeligt Aqua communalis, og temperaturen kan ligge fra 22 til 25^oC. Selvom man i naturen kan finde fisken i klart vand, bliver den dog kønnest i et "dunkelt" akvarium med "tevand" og mørkt bundlag. Heller ikke brugen af lidt flydeplanter er nogen skade til, men kun lidt, da der gerne skulle være lys nok til de fintløvede planter, som kræver en del af dette.

Foderet

Foderet til Kobbertetra bør være alsidig og ikke mindst kunne findes i rigelige mængder. Fisk i voksealderen skal have rigtig meget mad - hele tiden..! Er man ikke på mærkerne med hensyn til fodringen (og derved med masser af vandskift), går fiskene vækstmæssigt i stå i en meget tidlig alder. Det er måske her, at vi skal finde svaret på, at vi sjældent ser Kobbertetra over 3,5 - 4 cm.

Også kvaliteten af det mad vi hælder ned til dem, skal være i orden, idet dårligt foder med ringe næringsværdi afstedkommer en dårlig kondition - en kondition som er grundlaget for deres store svømmelyst. Symptomerne er svagere farver, sky adfærd og en slags halvhjertet spisevægring, som derved slutter den onde ring. Heldigvis er det sådan, at Kobbertetraen overhovedet ikke er kræsen, og den kaster sig grådigt over alt hvad der kribler og krabler, samt hvad der med velduft daler ned gennem vandlagene.

Opdræt

Foderstanden af Kobbertetra skal også være i top, hvis man vil prøve lykken som opdrætter. Kobbertetra er ikke nem, men heller ikke svær at opdrætte, da de forskellige faktorer for et vellykket opdræt, nemt kan skaffes til veje.

Et 50-60 liters akvarium, hvori man nedsænker en hjemmelavet glasramme med et net som bund, er nok det nemmeste at have med at gøre. Det er nødvendigt med en eller anden form for beskyttelse af æggene, da Kobbertetraen (ikke overraskende) er en grum ægrøver.

Dette opdrætsanlæg placeres således at det får dagslys, men ikke i direkte sollys. Yderligere forsynes det med en lille lampe med en svag glødepære. Hvorfor, kommer jeg tilbage til.

Vandet skal modsat det som eventuelt forefindes i selskabsakvariet, være af en noget blødere karakter, dvs. At en hårdhed på omkring 7DH skulle være passende. Men sænker man vandets hårdhed yderligere (til f.eks. 2-3 DH) får man dog et betydeligt bedre resultat. PH-værdien bør ligge lige over de 6, og temperaturen hæves til 26-28^oC.

Legerammen forsynes med fintløvede planter, og lad bare stænglerne fra disse ligge og flyde i hele vandoverfladen, da selve ægafgivelsen og befrugtningen sker højt oppe i vandet. En luftsten placeres i midten af akvariet, og lad denne afgive en svag strøm af bobler. Placeringen i midten gør, at planterne skubbes ud i hjørnerne og det er her at hunnerne som regel skjuler sig.

Skitse af legeakvariet:
Selve glasrammen hvor forældrefiskene skal gå i, behøver ikke være mere end 6 cm. højt, og forsynes med et net som bund.

Den røde streg skal illustrere ø 1,5 mm² stift installationsledning - MED plastic-overtrækket som skal være UDEN skader - til at lægge legerammen på.

Når vi snakker om Kobbertetra er det modsat de mange andre karpelaks, som vi forsøger at opdrætte, ikke nødvendigt at isolere kønnene fra hinanden i nogle dage - men det er så sandelig heller ingen skade til. Det bedste resultat får man hvis "parringsteamet" består af en han og 2-3 hunner - bare rolig - hannens evner som befrugtningsdygtig elsker rækker så rigelig til 3 hunner - man han ryger jo heller ikke..!

Fiskene sættes i legeanlægget om morgenen, så de kan nå at sætte sig ind i dagslysets rytme, idet selve legen foregår i aftenskumringen.

Når dagen går på hæld, og hannen er helt på det rene med hvor hunnerne gemmer sig, bliver han seriøs, og som en anden hanhund der vejrer søde dufte, har han kun ét i hovedet. Og så er det at vi får brug for glødelampen hvis vi vil følge legen.

Fiskene er fuldstændig ligeglade med det pludseligt opståede lys - de er nemlig travlt optaget af alt det sjove som nu skal ske. Hannen opsøger hunnerne ved deres skjulesteder, og her afgives og befrugtes æggene. Dog kan legen være så voldsom, at æggene spredes over store dele af akvariet.

De små let brunlige æg er stærkt klæbrige, og man skal derfor hverken fjerne ramme eller planter - kun forældrefiskene. Anlægget afskærmes bare let, da æggene ikke er særligt ømfindtlige over for lys, men alting med måde. Er man af den meget nysgerrige type, kan man med et forstørrelsesglas følge larvernes udvikling inde bag den gennemsigtige skal som omgiver ægget.

Tidspunktet for klækningen, hængetidens varighed og det tidspunkt hvor ungerne bliver fritsvømmende, varierer alt efter vandets temperatur. Når hængetiden er ovre fjernes glasrammen med nettet forsigtigt.

Opfodringen af de meget små unger, må først iværksættes når de har opbrugt deres blommesæk, og det har de når de bliver fritsvømmende. Dette store øjeblik sker ca. 5 dage efter selve æglægningen, hvis vandets temperatur har ligget på de 27-28^oC. Selv om ungerne er ret små kan de tage nauplier af cyclops, men infusorier lavet på f.eks. bananskræl kommer man længst med. Efter yderligere 5-6 dage, alt efter hvor meget de har fået at æde, kan man fodre med nauplier af artemia salina.

Ungernes vækst er helt utrolig, og de skal som førnævnt nærmest vade i foder. Allerede efter en måned, er det tid at flytte de mange unger over i et større opvækstakvarium. Her er det forsvarligt at begynde at tilvænne dem forsigtigt til vores almindelige postevand. Af et lege-team bestående af en han og 3 hunner, er det ikke ualmindeligt, at man kommer til at "svede" når man skal skaffe foder til mellem 200 og 400 unger - noget som man skal gøre sig klart inden man går i gang med et målrettet opdræt.

Men efter "bare" 5 måneder, er fiskene af en størrelse som gør at de er salgsklare, og så starter en ny æra af arbejdsomhed og iver. Heldigvis er det sådan at hvis man har fodret ungerne rigtigt og rigeligt, samt givet rigelige vandskift, skulle disse unger gerne strutte af sundhed og velvære - og så er de overhovedet ikke svære at komme af med.

Nok kan Kobbertetraen sætte ens tålmodighed på prøve, men for dem som kan lide liv og glade dage, blandet op med en skønhed, som kun får karpelaks besidder, er denne fisk det helt rigtige. Den er nem at holde, den er hårdfør, den stiller ikke de store krav ud over de kulinariske, og så udstråler den en så smittende livsglæde, at man trods eventuelle genvordigheder, alligevel ikke kan lade være med at holde rigtig meget af den.