Cleithracara maroniiSteindachner (1881)

I folkemunde kaldes den for Nøglehuls-cichlide, Maroni-cichlide, eller bare for Brun cichlide. I 1989 blev den flyttet fra slægten Aequidens til Cleithracara af Kullander & Nijssen.

© Foto: F. Ingemann Hansen

Taksonomi:

Orden: Perciformes
Underorden: Labroidei
  Familie: Cichlidae
   Underfamilie: Cichlasomatinae
    Slægt: Cleithracara - Kullander & Nijssen (1989)
     Art: maronii

Synonymer: Acara maronii, Aequidens maronii
Populærnavne: Nøglehul-cichlide, Maroni-cichlide, Brun cichlide.

Etymologi:

Cleithracara: Slægtsnavnet er inspireret af alverdens akvaristers brug af populærnavnet, Nøglehuls-cichlide, og er sammensat af 2 ord:

kleithron: [Græsk] lås
acará: Guiana´s ord for cichlide.

maronii: Refererer til den flod hvor fisken først blev opdaget, Rio Maroni.

Udbredelse

Cleithracara maronii er at finde i Orinoco-deltaet i det østligste Venezuela, til Ouanary i Fransk Guiana. Der er også fundet en population i det sydlige Trinidad (Buenos Aires, Cedros Ward) verificeret helt op til 1965, men fisken var ikke at finde i 1974 (Kenny, 1979).

Populationerne er ingenlunde mangfoldig, og kan helt mangle repræsentation blandt de indfangne fisk fra de veletablerede fangststeder, Essequibo og Oyapock.

Den blev for første gang importeret til Europa i 1936.

Udseende

Størrelsen sniger sig op på 12-15 cm. For hannens vedkommende, hvorimod hunnen forbliver noget mindre.

Kroppen er høj og kort, samt lidt sammentrykt fra siderne, hvorved kroppens form synes rund. Farven er gulbrun med et strejf af en blågrøn undertone. Under rygfinnen sidder en mørk plet, som er nydeligt indrammet af et guldglinsende strimmelbånd, heraf stammer navnet Nøglehulscichlide.

Fra dette "nøglehul" løber et mørkt bånd frem til fiskens hoved. Et mørkt bånd løber rundt om fiskens hoved, gennem øjnene og gællerne. Fiskens farver forandres ligesom hos de fleste cichlider, alt efter humør og omgivelser. De kraftigt udviklede finner er gulbrune, med små prikker, medens resten af finnerne er transperante.

Gemyt

Nøglehulscichliden er trods sin størrelse, en af de roligste og fredeligste repræsentanter, for dens store familie. Man kan uden videre holde den sammen med mindre fisk, som feks. Rød neon etc.

Dog er det nok bedst at holde den sammen med andre rolige fisk, i nogenlunde samme størrelse såsom stor Scalare og Flagcichlider - som i øvrigt også kan holdes sammen med små repræsentanter for Barber, Karpelaks etc.

Fisken i akvariet

Cleithracara maronii kræver et lidt større akvarium (100 ltr. og opefter), som ikke er alt for tæt beplantet - ja der står beplantet - for den rører overhovedet ikke planter, ej heller graver den i bundlaget, som nogle af de "Bulldozere" som findes i dens store familie. Den tager endog til takke med ganske almindeligt postevand, med en pH på ca. 7, og en vandtemperatur på omkring 22^oC.

Kræsen er den heller ikke, idet den tager alt hvad man byder den, men at snyde den for levende foder er FY-FY.

Den tilpasser sig hurtigt til nye akvarieforhold, men den forbliver sky, hvis man holder den i for få eksemplarer, samt hvis den har for få skjulesteder i form af plantetykninger, trærødder eller sten. Man bør derfor holde den i et antal der ligner 5-6 stk. sammen med andre fisk.

Opdræt

I løbet af fiskens andet leveår bliver den kønsmoden, og den lægger sine æg på en glat og flad sten - den er det man kalder sustralleger. Inden selve legen rengøres denne sten af hunnen, idet det er yderst sjældent, at hannen deltager i denne foreteelse.

For at få fiskene i leg, må temperaturen hæves til 26^oC. og de leger endda i selskabsakvariet, under forudsætning af, at de ikke forstyrres af de andre fisk.

Bedst er det dog til leg, at give dem et akvarium for sig selv, og det skal være fra 80 ltr. og opefter. Akvariet skal, som før nævnt være let tilplantet, og på en åben plads lægge en flad sten eller 2.

Der går nu nogle dage, men mange gange også uger, inden parret er aklamitiseret, og først når fiskene rigtigt er faldet til ro, er de klar til at lege. Cleithracara maronii hører ikke til de mest legelystne cichlider, hvilket nok skyldes deres fremtrædende skyhed. Først når hunnens læggerør titter frem, er tiden inde for selve legen.

Først efter at hunnen i flere timer har pudset stenen, lægger hun forsigtigt de første æg (på stenen). Æggene befrugtes samtidigt eller umiddelbart efter af hannen. Legen kan vare op til 3 timer, og en kraftig hun kan lægge op til flere hundrede æg...

Parret vifter nu frisk vand hen over æggene, og mange Maronii-par vogter omsorgsfuldt, både æg og unger, men tit og ofte ser man at parret ved den mindste forstyrrelse eller formodede fare, æder alle ungerne. Mange par er heller ikke ret gode til at vogte deres unger.

Hvis man ikke vil løbe risikoen, eller hvis man i forvejen har dårlige erfaringer med parret, kan man klække æggene kunstigt:

Umiddelbart efter legen, fjernes forældrefiskene, og en fin luftsten placeres tæt op ad æggene, dog uden at luftboblerne kommer i berøring med dem. De æg som bliver mælkehvide er ikke befrugtede, og skal derfor, med en nål, forsigtigt fjernes, for ikke at de skimmelsvampe som sidder på disse æg, skal angribe de raske æg.

På 6te dagen svømmer ungerne frit, og først når de er fritsvømmende har de opbrugt deres blommesæk, og man kan nu begynde at fodre de små unger. Nyklækkede nauplier af Artemia salina er et særdeles godt foderemne, men der går ikke mange dage før de kan fodres med frosne Bosmider og små Dafnier.

En god regel er at kigge efter ungernes øjenstørrelse, da den fortæller hvor store foderdyrene må være. Efter ca. 2 uger er det nødvendigt at overflytte de mange hundrede unger, til et større akvarium.

Men det kan være svært at komme af med de mange unger, så der er kun 2 ting man kan gøre:

Løsning 1:
Man kan reducere antallet af unger, medens de endnu ikke er fristsvømmende. Det har to fordele:

1. Opfodringsakvariet behøver ikke at være så stort, som hvis man har bare 100 unger.
2. Kvaliteten af ungerne bliver meget bedre, idet får meget mere at spise, samt at vandet ikke bliver "beskidt" så hurtigt. Men husk hyppige vandskift alligevel...

Løsning 2:
Denne metode er lidt umoralsk. Når ungerne er 4cm. store er de salgsklare. Man deler ungerne op i et antal poser, således at der er 20-25 fisk i hver. Så kører man rundt til de forskellige forhandlere som findes i byen, og tilbyder dem én pose. På den måde er de meget nemmere at sælge, og prisen for dem er ret god, end hvis man kom med 100 unger på en gang.

PS. Denne metode kan bruges én gang i hver by...