Giftig hobby

Det er yderst sjældent at man får at vide om den eller den fisk er giftig, og at man derfor bør være forsigtig i den daglige omgang med den. Egentlig er det jo fantastisk at der ikke sker flere ulykker rundt om i hjemmene.

Det vækker afsky hos de fleste mennesker, når man står overfor en person som har giftslanger eller store fugleedderkopper som kæledyr, fordi vi véd at det er meget giftige dyr, de har med at gøre. Men alligevel hører man yderst sjældent at der er sket større ulykker med disse dyr, og det hænger sammen med, at disse personer véd hvad det er de har med at gøre - de véd at disse dyr er giftige og dermed farlige.

Det er straks anderledes når vi snakker om dyr som man ikke véd er giftige, og inden for vores hobby er der en del fisk som ikke blot er giftige, men også meget almindeligt forekommende i handelen.

Okay! - lad det være sagt med det samme - der er forskel på fiskenes giftighed, og der er også forskel på hvordan den enkelte person reagerer på den enkelte gift - hvis uheldet er ude.

Her spiller en del faktorer ind, for det første hvor meget gift man har fået i sig, og i hvilken kondition man er i. Små børn og gamle mennesker løber en større risiko en unge personer med en god kondition. Men også allergikere eller personer med hjertefejl løber en stor risiko.

Men lad os se lidt på hvad det er for gifte som de giftige fisk er udstyret med:

De giftstoffer som fisk er udstyret med kan groft opdeles i to hovedgrupper: Den ene er gift som produceres af almindelige slimkirtler, og den anden er gift som produceres af ægte giftkirtler. Fælles for dem er, at overføringen sker i kirtler som er forsynet med hårde finnestråler.

Disse finnestråler er som regel placeret i ryg-, og gatfinnen, men kirtlerne kan også være forsynet med tagger, som fortrinsvis sidder på gællelåg eller på haleroden.

Ved forgiftninger af toksisk slim (slimkirtler), kan selve stikket være yderst smertefuldt, men svære forgiftningstilfælde er sjældne. Her skal lige sparkes en fodnote ind:

Der er forskel på forgiftning og infektion. Ved stik af finnestråler eller tagger - også hos ugiftige fisk - overføres der ofte bakterier af forskellig slags til såret, hvor disse så kan fremkalde infektioner - dette er også tilfældet med vores hjemlige Ulk, den er ikke giftig, men kan let give infektioner når man stikker sig på den.

Zebrasoma flavescens (Gul Kirurg) er som
alle de andre Kirurgfisk, udstyret med en giftig
pig på begge sider af haleroden.

Giftigt sekret produceret af slimkirtler, kombineret med hårde finnestråler, findes hos nogle aborre-arter, men også i de i saltvandsakvariet hyppigt forekommende Kirurgfisk. Kirurgfisk er på hver side af haleroden udstyret med en knivblads-formet pig.

Efter indsprøjtning af slimsekret fra Kirurgfisk, kunne man påvise en ikke-bakteriel infektion hos forsøgsdyr. Den toxinske effekt udelukker dog ikke ved stik, at en bakterieinfektion kan støde til samtidig, og i praktikken er det da også naturligt at begge dele forekommer samtidigt.

En fiskegruppe som råder over rigtige giftkirtler er Kaninfiskene, Siganidae, som også er meget almindelige i saltvandskredse. Hos Kaninfiskene er den forreste finnestråle i ryggen forsynet med giftkirtel, men visse arter indenfor denne slægt har også giftkirtler i nogle af brystfinnestrålerne. Finnestrålerne med giftkirtler i ryg-, og brystfinner er dækket af hudvæv. Skader med disse fisk opstår let, når man prøver at fange eller holde dem fast i hånden.

Et sådant stik er meget smertefuldt, og giver hævelser ved angrebsstedet, men også lokale skader af lymfekirtler kan forekomme. Hvis større mængder gift stikkes direkte ind i blodet, kan sværere symptomer som åndingsbesvær og nedsat hjertevirksomhed opstå. Symptomerne forsvinder efter 2-3 dage.

Lo vulpinus hører til Kaninfiskene, og er som sådan også udstyret med giftpigge i det forreste af rygfinnen.

Andre fisk med ægte giftkirtler kan man finde blandt Rokker og visse mindre hajer, men disse kommer akvaristen sjældent i kontakt med.

Mange akvarister er lykkeligt uvidende om at også visse maller har lignende giftkirtler, og her skal bemærkes at de så populære små Pansermaller ikke hører til disse.

Hos familierne, Schilbeidae, Clariidae og Ictaluridae kan vi finde hårde finnestråler som er forsynet med giftkirtler. Hos disse familier finder vi også den i handlen almindeligt forekommende Congo-glasmalle, og alle arterne indenfor Clarias og Schilbe, samt de Nordamerikanske Catfish.

Af maller i saltvand er det kun Koral-mallen, Plotosus lineatus, som vi kommer i nærheden af i akvariekredse.

Silurido-toxin som mallernes gift hedder, produceres også i detteher tilfælde af giftkirtler, som er placeret ved hårde finnestråler i ryg-, bryst-, og bugfinner. Disse finnestråler - som i visse tilfælde er formet som kraftige pigge - har ofte en slags låsemekanisme som kan låse finnestrålerne fast i udstrakt stilling.

Forgiftninger af Siluridotoxin er velkendte da det ikke er sjældent at fiskere i Afrika og Nordamerika stikker sig på dem. Selv små eksemplarer kan være farlige, og eksempler på akvarister som har stukket sig på en Clarias, og derefter blevet så syge at de måtte indlægges, er velkendte.

Forgiftning med Siluridotoxin giver først og fremmest en stærk smerte ved angrebsstedet. Senere følger en øget hjerte-, og åndedrætsaktivitet, som senere slår over i den modsatte grøft, og har man fået meget gift i sig, kan det give et arterielt blodtryksfald, som sammen med ovenstående kan medføre bevidstløshed.

Meget giftige fisk, finder vi hos familierne, Trachinidae og Scorpaenidae, samt indenfor slægterne Pterois og Dendrochirus.

Hos den førstnævnte familie finder vi Fjæsingen, Trachinus draco, som er den eneste giftige fisk vi har herhjemme - Okay, den er ikke særlig udbredt i akvariekredse, men forgiftningstilfælde blandt fiskere og badende ved Vesterhavet og i Øresund, er "almindeligt" forekommende. Dens gift - Trachinid-toxin - giver kraftige hævelser og påvirker hjerteaktiviteten.

Indenfor familien Scorpaena, er styrken af giften meget varierende fra art til art. Arter fra de koldere vande giver sjældent svære forgiftninger, men det forholder sig helt anderledes hos deres slægtninge fra de varmere himmelstrøg.

De i Middelhavet forekommende fisk indenfor familien Scorpaena er Skorpionfisk eller Dragehovedfisk om man vil, er forsynet med adskillige giftpigge: To af disse sidder helt fremme i rygfinnen, og der er 3 i gatfinnen, samt én i hver bugfinne.

Disse finnestråler er alle forsynet med veludviklede giftkirtler, og et tværsnit af disse finnestråler viser, at de er trekantede eller T-formede. Selve giftkirtlerne findes i de dybe furer, som løber langs finnestrålerne.

Selve virkningen af giften - som hedder Scorpaeno-toxin - har sat grå hår i hovedet på de lærde igennem længere tid. Ved laboratorieforsøg af deres gift, kunne man kun konstatere ubetydelige reaktioner hos forsøgsdyr. Senere fandt man ud af, at Scorpaenatoxin er meget skrøbelig med hensyn til kontakt med andre flydende substanser - heri er ikke medregnet vand.

Men ikke nok med det. Scorpaenatoxin er også følsom overfor opvarmning, og muligvis også overfor lys. Disse faktorer nedsætter lynhurtigt giftens effektivitet, men giftoverførsel direkte fra fisken, har en meget stærk effekt på offeret:

Angrebsstedet svulmer op, og det samme gør lymfekirtlerne, hvilket er utroligt smertefuldt. Gennem lymfekirtlerne spreder giften sig til hele kroppen, og kan i tilstrækkelig store mængder sænke hjerteaktiviteten, udløse kramper i det arterielle system, og fremkalde akutte lammelser.

Også bakterielle infektioner er meget almindelige, efter et angreb fra en Dragehovedfisk.

Dragefiskene fra slægterne Pterois og Dendrochirus, bør have særskilt opmærksomhed, idet de er meget almindeligt forekommende i handlen, og som sådan også tit er at finde hos den private akvarist. Hos Dragefiskene er de hårde finnestråler i ryg-, gat-, og bugfinnerne forsynet med giftkirtler. Selve finnestrålen og giftkirtlen er overtrukket af hudvæv, og afsondringen af giften sker ved finnestrålens spids.

Giften fra Dragefiskene - som hedder Pterois-toxin - kan virke meget forskelligt på de enkelte ofre, men selv meget små stik er yderst smertefuldt.

Stik med meget lidt toxinsk virkning, kan let give en opfattelse af, at giften fra Dragefisk ikke kan være særligt skadeligt - men det kan blive en fatal fejltagelse...

Samtidig med smerten og smertens psykiske effekt, sker der et meget hurtigt blodtryksfald, som påvirker hjerteaktiviteten. Desuden kan giften nedbryde de røde blodlegmer. Faldet af blodtrykket kan i værste fald lede til en utilstrækkelig tilførsel af blod til hjertet, med varige mén til følge (som ved en blodprop i hjertet).

Kraftige hævelser af angrebsstedet og lymfekirtlerne, samt ataxi (manglende evne til at kontrollere muskelbevægelserne), og lammelser, er andre symptomer som kan tilstøde. Selv dødsfald gennem lammelser i mellemgulvet og hjertestop, er velkendt.

Giften inaktiviteres så småt af leveren, og afsondres via nyrerne i løbet af ca. 70 timer.

Pteroistoxin er en sej farveløs væske, som hurtigt mister sin virkning, når det kommer i berøring med andre væsker end vand, eller opvarmes til en temperatur der ligger højere end 50^oC. I frossen tilstand kan giften derimod beholde sin giftighed over længere tid - noget man skal være opmærksom på, hvis man vil nedfryse sin døde Dragefisk for senere undersøgelser (?!).

Også Stenfiskene er som Dragefiskene særdeles giftige - de er udstyret med fiskefaunaens mest effektive stikvåben - og forskellen mellem dem og Dragefiskene er, at ambulancen skal køre endnu mere hasarderet gennem byen.

Giften som Stenfiskene er udstyret med, er den farligste og stærkeste gift af alle fiskegifte vi kender idag.

Giften hedder Synanceiatoxin, og når den havner i kroppen, bliver man utilpas og får kraftige opkastninger, og et hurtigt temperaturfald er ikke usædvanligt. Man bliver stakåndet og åndingsfrekvensen bliver meget stor. Denne falder senere så kraftigt, at der opstår lammelser af mellemgulvet og hjertestop. Ved lettere forgiftningstilfælde opstår akutte lammelser af arm- ben- og rygmuskulaturen.

Giften er i forskerkredse sammenlignet med den frygtede indianske pilegift, Curare.

Heldigvis er Stenfiskenes farve-, og kropsform af en sådan art, at man ikke får det helt store estetiske sus - de ligner en sten og opfører sig som en sådan..! Heldigvis er det også sådan, at disse særdeles giftige fisk, er yderst sjældne i handelen, og derfor ikke er særligt udbredt rundt om i hjemmene...

Der findes altså en del fisk (og også evertebrater) som er mere eller mindre giftige - blandt andet derfor er det så vigtigt, at man kender de dyr som man anskaffer sig.

Men lad det være sagt med det samme: De forskellig gifte som vi kan støde på i akvariehobbyen, virker forskellig fra person til person, det vil sige, at børn, ældre personer og personer med dårligt hjerte-, og/eller lungefunktion, er i en større risiko for svære forgiftningstilfælde, end unge og raske personer.

Men ikke desto mindre må man gøre sig store overvejelser om det er risikoen værd, at have med disse fisk at gøre. Man skal nemlig ikke bare tænke på sig selv:

Andre husdyr (katte, hunde) samt små børn kan uforvarende komme til disse fisk i et uopmærksomt øjeblik, og det ville være katastrofalt at miste et familiemedlem på grund af ens egen fascination for det farlige...